Skabelseshistorien (Den rigtige, orkerne husker alt!)

Her kan du læse om Vannadon lore
Post Reply
Marcel Bang
Site Admin
Posts: 79
Joined: 09 Mar 2019, 21:27

Skabelseshistorien (Den rigtige, orkerne husker alt!)

Post by Marcel Bang » 10 Mar 2019, 11:24

Topic ID:362
ID: 2091
Bruger: Anonymous
____________________________________________________________________________________________


Verden ifølge orkerne

Livets og verdens opståen
Alle ved at hvis du kigger længe nok på noget totalt tilfældigt, som f.eks. et dyrs indvolde, begynder man at se mønstre der ikke er lavet med vilje, på same made blev verden skabt, først var der total kaos og det er der sådan set stadig, levende væsener er bare begyndt at se mønstre i kaos og nogle af dem bilder sig endda ind at de har indflydelse på kaos. Kaos er alle tænkelige muligheder på én gang og livet er blot en af disse muligheder, så livet fandtes lige fra starten af.


Racernes opståen
I starten var livet uden nogen rigtig form, men som skik og brug er overlever det der er stærkt og det svage dør, og på den måde kom livet uden form hurtigt til at ligne orker. De første orker var dog enorme skabninger der herskede over alt hvad de så, med undtagelse af guderne. Guderne (de svage blandt disse mægtige skabninger) fik medlidenhed med de mindre racer der konstant prøvede at overleve og de formindskede orkerne så de andre former for liv havde en chance for at overleve. På den måde opstod elverne, en anden grund til at elverne kunne overleve var deres evne til at genkende mønstre i kaos, disse mønstre fandt elverne hurtigt ud af at udnytte til deres egen fordel og de kaldte det magi. I lange tider sloges orkerne, som stadig havde mentalitet som ubestridte kæmper, og elverne, som ved orkernes formindskning øjnede en chance for at blive dominerende, konstant og indædt.
Hadets gud kastede sin kærlighed på de krigslystne orker og velsignede dem med tjenere: overløbere fra elvernes hære. Orkerne, som i mange generationer havde bekæmpet elverne blev i krigens hede ofte så ophidsede at de ikke tænkte videre over hvilke elvere der var deres allierede og hvilke der var deres fjender, så hadets gud malede overløberne sorte som orkernes blod, så orkerne kunne se at de hørte hjemme i deres midte.
De svage af guderne så dette og ærgrede sig over at det ikke var dem der havde fået den ide at skabe en ny race. Da de ikke kunne være de første besluttede de sig i stedet for at være overlegne i antallet af racer de havde opfundet. Da elverne var fysisk svage fandt de på at gøre nogle elvere mere robuste ved at trykke dem fladere, sådan opstod dværgene.
De svage guder så hurtigt at elverne nok var gode til magi men de havde ikke deres overløberes ondsindethed og brugte derfor oftere deres magi til forsvar eller til at undgå kamp, og at dværgene måske nok var stærkere og mere robuste end elverne men de var stadig ikke nogen alvorlig trussel for orkerne, derfor skabte de en hybrid af de to racer, nemlig menneskene. Det viste sig hurtigt at menneskene hverken var særligt kloge eller særligt stærke, de besad ingen specielle kræfter. Den eneste ting menneskene egentlig var gode til var at formere sig og hjælpe hinanden, men som ordsproget siger ”mange sår små, dig ihjel kan slå” og menneskenes imperium voksede sig da også hurtigt stort og mægtigt.


De første generationer
Et par tusind år efter menneskene, de yngste af de tænkende væsner, blev skabt, trak de feje elvere sig tilbage under påskud af ”at være trætte af den konstante kamp”, og gemte sig bag de andre racer der stadig var villige til at slås for deres plads i verdenen. Elverne var dog klar over at hvis de trak sig helt ud af konflikten ville det ikke vare længe før orkerne havde overrendt de resterende racer, derfor lærte de menneskene mange af deres magiske kneb. Således var menneskene nu hjernen bag de svage racers forsvar hvor dværgene var musklerne. Kampen blev aldrig den samme efter den tid hvor elverne trak sig ud af kampen og mindre end hundrede år efter denne hændelse begyndte det utænkelige at ske: De første orker, var begyndt at dukke op som rent faktisk overlevede længe nok til at blive for gamle til at slås, at det skyldtes for svag modstand var ingen i tvivl om, men hvorfor menneske-dværge koalitionen ikke bare brød sammen hurtigt kunne ingen af orkerne forstå. I lang tid ignorerede man bare de orker der var blevet for gamle og svage til at slås, indtil de sygnede hen, døde en æreløs død og blev glemt for evigt. Nogle af disse gamle orker søgte accept hos menneskene, det virkede meget sjældent da orker, er voldelige og dominerende af natur, men der kom da det ud af det at nogle af disse orker vendte tilbage til orkerne med historier om hvorledes menneskene ærede og værdsatte deres gamle, ofte som lærde mænd eller troldmænd, og om hvordan dværgene lod deres gamle overtage roller som ledere, taktikere og historikere. Leder var aldrig noget en ork der ikke havde kræfterne til at sætte sig i respekt kunne blive, men stille og roligt begyndte orkernes gamle at påtage sig mange af disse roller og de vandt respekt blandt de unge orker da de så hvordan dette styrkede horden som en helhed. De mest ærede af disse gamle var dem der lærte sig magi, hverken menneske eller elver kunne finde på at lære en ork om magi. Så de gamle orker, måtte lære sig selv om magi og på den måde var det kun de orker der blev aller ældst der nogensinde nåede at kunne kaste bare den mest grundlæggende formular. Denne forhindring overkom de dog ved at tage nogle af de orker der kun lige var begyndt at ældes, som lærlinge og med tiden vandt de endog nok respekt til at kunne tage helt unge orker til sig som lærlinge. Endvidere var sortelverne til stor hjælp, de fangede meget hurtigere ideen med magi, da det lå dem i blodet og som udødelige væsner havde de al den tid i verden de kunne ønske sig til at lære fra sig i. På den måde skabte orkerne sig en tradition for magi som blev, om end meget anderledes end den magi der allerede fandtes i verden, lige så stærk som den tradition elverne havde startet.



Det første imperium
Lige siden tidernes morgen havde orkerne sloges ligeså meget med hinanden som med nogen ekstern fjende, ingen ork fandt det mærkeligt, det var deres måde at holde genpølen ren for arvemateriale der ikke, i enden, sigtede mod at gøre orkerne almægtige blandt dødelige væsner igen. Men disse kampe var også ofte mellem etablerede og respekterede krigere og som oftest stoppede en kamp ikke før den ene part var død. Mange af de ældste orker så dette som et spild af ressourcer og søgte at stoppe denne praksis, resultatet var som oftest at den gamle ork, medmindre han var en shaman, selv blev stoppet, GRUNDIGT! Derfor besluttede shamanerne, i hemmelighed, at gøre noget ved dette.
Det blev gjort ved at de tog lovende orkunger fra deres mødre og opfostrede dem selv og på den måde, ved hjælp af udvælgelse og magi, skabte en overlegen ork. Efter en tyve-tredive generationer mente shamanerne at de havde en god kandidat til at samle de stridende orker under sig og stoppe krigerne fra at slås for meget indbyrdes. Denne ultimative ork kaldte de ”Brag” som betyder ”stor” på orksprog, de fremviste ham og proklamerede ham som alle orkers leder og da han fortalte at de interne kampe blandt orkerne ville stoppe, blev han straks overfaldet af en stor orkkriger som han, med et eneste hug fra sin fortryllede hellebard, halshuggede. Efterfølgende blev han overmandet af et utal af utilfredse orker og revet i stumper og stykker. Shamanerne var ikke glade for det de så, de havde avlet Brag til at kunne nedkæmpe en hvilken som helst ork i åben kamp, men adskillige dusin orker flåede ham fra hinanden uden problemer, så shamanerne fortsatte deres arbejde i lige så lang tid som de allerede havde brugt på det og den tid tre gange mere.
Nogle af de mere lærde af de gamle orker der kendte lidt til hvordan verden hang sammen tryglede hadets gud om hjælp til at forene orkerne og vende deres aggressioner udad mod de andre racer. Hadets gud var egentlig lidt ligeglad med hvem orkerne sloges imod men var dog blevet en smule træt af at orkernes kamp mod de andre racer havde degenereret til en mur af mennesker/dværge som orkerne væltede hovedkulds mod og enten styrtede væggen omkuld eller smadrede sig selv mod den. Tarlak så dette som en mulighed for at få større og blodigere slag og måske en massakre, og hvis orkerne skulle smadre al modstand og udradere de andre racer havde han en trumf i baghånden så der nok skulle blive mere vold. Tarlak velsignede hurtigt de tryglende orker med et sværd og en sort pigget rustning i en størrelse der fik de gamle orker til at tænke på historierne om de orker der fandtes i tidernes morgen. Shamanerne så dette som et tegn på at de først havde nået deres mål når de havde fremavlet en ork der kunne udfylde denne enorme rustning.
Som før nævnt tog det hen ved hundrede generationer før de var bare tæt på deres mål, men da skete det at en af de større kvinde orker i shamanernes ”avlsprogram” fødte en unge der var så stor at hun flækkede åben under fødslen, ungen voksede med en helt utrolig hast, ved fødslen var han næsten så stor som en almindelig fuldvoksen ork og da han rundede ti år så shamanerne at han ville fylde rustningen Tarlak havde givet dem ud inden han fyldte femten. De navngav han ”Bragor” som betyder ”større” på orksprog og i nærheden af hans femtende årsdag udstyrede de ham med det våben og den rustning Tarlak havde skænket dem. Havde det ikke været for disse forbedringer ville historien have gentaget sig; da shamanerne viste Bragor frem og proklamerede ham som værende alle orkers øverste leder, kastede de andre orker sig over ham i hobe, men hans rustning og sværd indgydede ham et sådant vrede at han udraderede de fleste af de forsamlede orker, tillige med de fleste af de shamaner der havde været med i ”avlsprogrammet”. Da historien om hvordan Bragor egenhændigt, i løbet af 12 dage, havde nedslagtet nær ved 5000 orker, deriblandt nær hundrede shamaner, begyndt at brede sig, bøjede de fleste orker sig for Bragor og anerkendte ham som den øverste leder af orkerne.
Bragor gik hurtigt i gang med at samle alle krigsduelige orker under sig og udstyre den største hær der nogensinde er set på Log’Narl. Det siges at man kunne vandre langs Bragors samlede hær i tre uger fra ende til anden. I spidsen for sin hær nedlagde Bragor næsten alle mennesker og dværge, elverne, som havde trukket sig tilbage og skjult sig, led også tab men ikke så store som menneskenes eller dværgenes. Til den dag i dag mistror de mindre kløtige dværge stadig elverne da de mener at elverne burde have gjort deres for at slå orkernes enorme horde tilbage. Hvorom alting er så Tarlak, at Bragor, i spidsen for de samlede orkstyrker, var ved at udrydde alt liv på Log’Narl, der ikke var orker. Dette, vidste Tarlak, ville betyde en ende på alle stridigheder, da Bragor jo også havde sat en stopper for næsten alle interne kampe. Dette ønskede han ikke så han satte sin hemmelige plan i værk.
På den slette som historien kender som ”dødemandssletten” stod det sidste store slag imellem orker og dværge, på dette tidspunkt havde menneskene givet op og de få der var tilbage havde spredt sig og skjult sig i alle hjørner af Log’Narl. Bragor kommanderede sine enorme styrker og med ren rå styrke kværnede han de sidste organiserede dværge i jorden som fra den dag blev deres foretrukne hjem. Det siges at han flåede den sidste dværgefyrste fra hinanden med sine bare næver og spiste hans rygrad i vildskab. Da vildskaben havde forladt Bragor stod han tilbage, på midten af sletten, i en sø af blod og følte sig tom indeni, hvad var der tilbage at erobre? I det øjeblik hørte Bragor en fjern torden blive højere og højere bag sig, da Bragor vendte sig så han i det fjerne en støvsky blive større og større, i forventning råbte han sine generaler an og fik hæren samlet igen.
Kort efter gik det op for Bragor at han stod foran en fjende han aldrig før havde set på Log’Narl, høje som Bragor selv, med arme og ben som træstammer, mørkebrune i deres let pelsede hud og robust bygget som dværgene, men med hugtænder større end selv orkernes og en vildskab i øjnene som ikke lader meget plads tilbage til intelligens. Tarlak havde i sandhed en trumf i ærmet og hans nyeste skabning, trolden, var i sandhed den mægtiste kriger set på Log’Narl. Selvom den almene trold ikke har intelligens til at lave noget mere avanceret end en kølle eller en hule var Tarlaks hær udstyret med rustninger og våben smedet af metal opvarmet i Log’Narls indre og Tarlak anførte selv hæren, i form af en kolossal trold, klædt overalt i sort metal og med en kølle så stor som et træ, ligeledes udført i sort metal.
Kampen bølgede frem og tilbage i flere uger, selvom Bragors hær var nær ved tyve gange større end Tarlaks var det en ulige kamp for Tarlaks trolde var nær umulige at slå ihjel, stål og slag bed ikke på dem i længere tid ad gangen, kun shamanerne så ud til at være i stand til at stede dem endeligt til hvile. Dette skyldes at Tarlak havde gjort troldenes kød levende uden en sjæl, men med hans egen vilje i hver eneste trold. På den måde kunne troldene kun dræbes hvis alt deres kød blev ødelagt hvilket Tarlak yderligere besværliggjorde ved at give dem en formidabel regenereringsevne. At troldene ingen sjæl havde, betød også at de ikke kunne elske og formere sig, men det så Tarlak ikke som et problem da han blot så dem som et værktøj til at slå orkerne til plukfisk så alt kunne blive som før, med kampe mellem de forskellige racer.
I de sidste dage af kampen mødtes Tarlak og Bragor på kamppladsen, Tarlak kunne meget simpelt have udslettet Bragor med en tanke, men han følte at han skyldte Bragor en kamp på hans præmisser, stål mod stål og vilje mod vilje. Trods det at kampen havde stået på i flere uger uden stop sloges Bragor med en vrede der langt oversteg hans udmattelse, efter flere dages intens kamp mellem de to kombattanter gik Bragor endelig i knæ af udmattelse og som Tarlak løftede sin massive kølle for at trykke Bragors kranie ned i hans underliv løftede Bragor sit enorme tohåndssværd i forsvar, og som Tarlak knuste kølle, sværd, rustning og ork frigjordes al den magiske energi i et inferno på størrelse med en større by. Bragor, det meste af hans hær og store dele af troldehorden udslettedes på få øjeblikke og Tarlaks fysiske form ødelagdes og hans essens blev sendt tilbage til hvor guderne end befinder sig når de ikke vandrer på Log’Narl.
På den måde mødte orkernes første, største og eneste imperium, sit endeligt ved hadets guds egen hånd. De overlevende fra de forskellige racer begyndte, i de følgende mange år, at samle sig i grupper og genskabe den civilisation de havde før den store kamp der ofte huskes ved navnet ”Ragnarok” eller ”Verdens endeligt”. Men denne kamp efterlod også en ny race Log’Narl aldrig havde set før, troldene. Selvom Tarlak ikke længere var der til at give dem vilje eller formål, lå de bevægelsesløse i mange år og blev indtaget af forskellige kropsløse ånder, mest tankeløse ånder der ikke kunne føle sig dårligt tilpas i en krop de ikke kunne genkende, mest fordi de intet kunne genkende, men også i sjældne tilfælde af mere intelligente ånder der havde så stærk en viljestyrke eller så vigtigt et formål at de var i stand til at se bort fra de problemer en meget fremmed og kunstig krop førte med sig.

Marcel Bang
Site Admin
Posts: 79
Joined: 09 Mar 2019, 21:27

Re: Skabelseshistorien (Den rigtige, orkerne husker alt!)

Post by Marcel Bang » 16 Mar 2019, 12:06

ID: 2186
Bruger: Peder
____________________________________________________________________________________________
Hej Fed histoire tog lidt langtid at komme igennem <!-- s:D --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_biggrin.gif" alt=":D" title="Very Happy" /><!-- s:D --> Glæder mig til at spille med den <!-- s:P --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_razz.gif" alt=":P" title="Razz" /><!-- s:P --> hehe

Men nu nævnes de andre guder ikke? detyder det at Orkerne ikke tror på dem eller at de bare ikke er vigtige nok? hehe <!-- s;) --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_wink.gif" alt=";)" title="Wink" /><!-- s;) -->

Marcel Bang
Site Admin
Posts: 79
Joined: 09 Mar 2019, 21:27

Re: Skabelseshistorien (Den rigtige, orkerne husker alt!)

Post by Marcel Bang » 16 Mar 2019, 12:07

ID: 2422
Bruger: Anonymous
____________________________________________________________________________________________
I en verden hvor gudernes magt er saa aabenlys er det svaert at fornaegte guderne, men mange orker mener at Koas viser sig i mange sakbninger og Tarlak ogsaa ofte forsoeger at narre dem med snu forklaedninger, saa laenge orker kan genkende en af de to guders bevaeggrunde i nogen af gudernes goeren og laden tror de paa at det er en af de to guder der er tale om.

De orker der anerkender/tror paa at der findes andre guder er i vid udstraekning enige om at de andre guder bare er efterabere og opkomlinge.
Der findes dog undtagelser i den udstraekning det tjener orkernes formaal <!-- s;) --><img src="{SMILIES_PATH}/icon_wink.gif" alt=";)" title="Wink" /><!-- s;) -->

Post Reply